I am with U
8. - 29. marts 2025 ons - fre 16:00 - 18:00 / lør - søn 13:00 - 17:00
Fernisering d. lørdag d. 8. marts kl. 15:00 - 18:00
I udstillingen "I am with U" præsenterer Jóhan Martin Christiansen nye skulpturer, der er sat sammen af industrielle materialer såsom stål og glas og har et stringent, grafisk udtryk, der kan lede tankerne hen på arkitektoniske detaljer fra mere eller mindre offentlige rum – eksempelvis et fitnesscenter eller stilladser i byrummet.
Mellem og på de stålfaste og konkrete konstruktioner står små opstillinger med skrøbelige og forgængelige materialer som brugte papkasser eller liljer i sodavandsflasker. Det skaber materialemæssige spændinger, hvor det hårde møder det bløde, og hvor man sanser metalliske lyde over for den gennemtrængende duft fra liljerne, der gradvis spreder sig i lokalerne.
I udstillingens store rum er to tårnlignende konstruktioner placeret over for hinanden, som to skikkelser i en form for dialog eller genspejling. I passagen mellem dem hænger en presenning, hvor God is GAY står spraymalet.
Dette refererer til en tilbagevendende intervention i det offentlige rum i Jóhan Martin Christiansens fødeby, Tórshavn, hvor en facadeejer og en aktivist gennem tiden har indgået i en ordløs, men indædt dialog ved skiftevis at overmale og genskabe netop dette udsagn.
Skulpturernes placering over for hinanden fungerer som en fysisk manifestation af udstillingens titel, I am with U, som netop kredser om spørgsmål vedrørende relationer og identiteter.
Formuleringen kan spores tilbage til Bibelen, hvor vi i Esajas Bog kapitel 41, vers 10 læser: ”Frygt ikke, thi jeg er med dig.” Samme frase genoptages i en ny kontekst af Allen Ginsberg i 1956, hvor sætningen rytmisk gentages i tredje del af digtet Howl. Titlen rejser således spørgsmål om, hvem dette ”du” og ”jeg” er, og hvilke dynamikker og forbindelser, der udspiller sig imellem dem. Gennem materialerne og titlen åbnes der for en flertydig fortolkning af de subtile lag af betydninger, som værkerne rummer.
Udstillingen består af to større skulpturer og én i mindre format, og ledsages af et essay af kunsthistoriker mag.art. Johan Zimsen Kristiansen.
Udstillingen er generøst støttet af Grosserer L.F. Foghts Fond, Statens Kunstfond og Aarhus Kommune Kulturudviklingspulje.