Tons of Tuns and Tones on Tones er en undersøgelse af sprog, ler, civilisation og teknologi på tværs af tid og sted. Signe Boe (f. 1988) oversætter ord og deres lydbilleder til fysiske genstande og peger på overraskende forbindelser. Tidlige kulturelle redskaber som sprog og bearbejdning af ler møder i udstillingen moderne teknologi og det sprog, der knytter sig til den digitale tidsalder. Den lineære tid slår knuder på sig selv, når kunstneren fletter samtiden og sin kunst ind i antikkens Romerrige.

Vaser af ler i forskellige udformninger står placeret på sokler af let bemalede mursten på udstillingsstedets grå gulv. Installationen giver associationer til ruiner, rester af bygningsværker, spor efter tidligere, nu svundne, civilisationer og til traditionelle malede stilleben.

Ordet ’tono’ eller ’ton’, som ofte er den rest af sprog, mennesker med Brocas afasi har tilbage, var udgangspunkt for Signe Boes undersøgelse af sammenhængen mellem ord, deres lydbillede og den genstand, de betegner. På tysk betyder ’Ton’ bl.a. lyd og ler – to fænomener, som trækker tråde til Biblen og til myten om civilisationens oprindelse: Det første menneske blev formet af ler, og ”I begyndelsen var ordet”, som der står skrevet. Ser man på lydkurverne, når ordet ’ton’ udtales, tager de form som en liggende vase. Ordets lydbillede ligner det, ordet betegner. Et sammenfald mellem det immaterielle og det materielle.

Vaserne på udstillingen er 3D-printede i ler. De er skulpturelle oversættelser af stavelser i udtalen af forskellige ord for ’vase’ på dansk, engelsk og spansk: Amfora, vessel, vasija, krukke, amphora. De er, hvad de siger, de er. De er sprog og udgør tilsammen et stilleben, som kan afkodes – man kan stave sig igennem det, hvis man kan sproget.
 

Et ødelagt Babelstårn, sammenblandede tider

Gennemgående for værkerne er forbindelserne og de overraskende sammenfald mellem ord og genstande og civilisationer, der ligger langt fra hinanden i tid. Et billede af en lastbil parkeret på en ornamenteret parkeringsplads, der forskydes og gentages, minder os om, at mønstre findes i stort set alle manifestationer af tid. At ornamentet er en kontinuerlig, systematisk udvidelse – ligesom sprog og samfundsstrukturer.

Monte dei Cocci er en kunstig bakke i Rom bestående af knuste lerkrukker. For Signe Boe, et ødelagt Babelstårn, et fragmenteret sprog, en kollapset civilisation. Værket Til fremtidens arkæologer og kunsthistorikere findes kun som objekter i en skriftlig fortælling. Det består af 3D-printede lerkopier af potteskår fra Monte dei Cocci. Signe Boe har bearbejdet skårene digitalt, 3D-printet dem i ler og lagt dem tilbage. Fortid og nutid blandes sammen, og en helt ny tid produceres – et hyr for fremtidens arkæologer.

Ligesom historieskrivning bygger Signe Boes udstilling på en udvælgelse af forbindelsespunkter – en særlig beskæring – hvor forbindelsesmønstret formes efter hendes interesser. Med udstillingen fremhæves sprogets materielle aspekter, de nære forbindelser mellem sprog og verden. Signe Boe synliggør overlappene mellem vores samtid og tidligere tiders civilisationer og insisterer på en anden, ikkelineær tid, hvor mønstre fra én tid gentager sig i senere tider.

Helene Johanne Christensen

 

Udstillingen er udført med støtte fra Aarhus Kommune, Statens Kunstfond og Randers Tegl.